”Jeg savner ham hver dag. Men det er fordi, vi har haft det godt.”

Juli 2026 

Da Ingrid mistede sin mand til Parkinsons for lidt over 13 år siden, fandt hun et særligt fællesskab blandt frivillige i Brøndbyvester Kirke. ”Fællesskabet her er som en ny familie”, fortæller den 90-årige syerske, der siden barnsben har hjulpet til og taget fat.

I 1936 blev der født en lille pige ved Slagelse. Det var Ingrid, og hun var barn nummer tre ud af en søskendeflok, der endte med at tælle fire. Flaget blev ikke hejst, for ”det var kun en tøs”, mente faren.
Ingrid voksede op i et traditionelt landbrug med heste, grise og køer.

”Vi sad 14 til bords, når vi skulle spise. Det var mine tre søskende og mig, mine forældre, min farmor, karle, en pige og daglejere. Og alle var vant til at tage fat. Jeg var seks år, da jeg malkede min første ko, er jeg blevet fortalt.”

Ingrids skolegang bestod af syv år, hvor hun gik i skole hver anden dag. Siden har hun lært en masse af sin mand, Egon og kom også på et ordblindeinstitut, efter de blev gift for 70 år siden.

Som ung drømte hun om at sy tøj. Men da moderen fortalte hende, at der ikke var noget job at få, begyndte Ingrid i stedet at sy damehatte og fik arbejde som modist. Efter nogle år som hjemmegående husmor med små børn begyndte Ingrid at forandre konfektionstøj. Det vil sige, at hun rettede konfektionstøj til. Og det kom hun til at gøre resten af sit arbejdsliv.

Det er også Ingrid, der har repareret en af kirkens messehagler, ligesom hun har syet luciakjoler, kirkens dåbskjole og fortsat syer poignetter (en slags manchetter) i præsternes præstekjoler.

”Jeg savner ham hver dag. Men det er fordi, vi har haft det godt.”

 Ingrid blev som 20-årig gift med ungdomsvenindens fætter Egon. Parret fik to søde børn og havde et godt liv sammen. Og det til trods for at sygdom prægede hverdagen i mange år ud af deres 56 år lange ægteskab. I de sidste 11 år af sit liv var Ingrids mand syg med Parkinsons:

”Og var den ene ikke syg, så var den anden. Det var rigtig hårdt. Desværre.”

I dag er det lidt over 13 år siden, at Egon gik bort:

”Jeg savner ham hver dag. Men det er fordi, vi har haft det godt.”

Taknemmelig for fortsat at kunne hjælpe til

I forbindelse med Egons bisættelse lånte Ingrid Sognets Hus i Brøndbyvester Kirke til en mindesammenkomst. Det var her, hun mødte Karin og Erna, som inviterede hende indenfor i et fællesskab af frivillige i Brøndbyvester Kirke. Siden da har Ingrid været frivillig i Brøndbyvester Kirke og i menighedsplejen.

”Jeg har haft mange gode stunder som frivillig”, fortæller hun.

Selvom Ingrid fyldte 90 for nogle måneder siden, så byder hun sig fortsat til, hvor hun kan med en hjælpende hånd.  

”Jeg gider ikke at sidde og sove i sofaen”, forklarer hun.

At hun fortsat kan hjælpe til, gør hende både glad og taknemmelig. For man skal ikke tro, at man ikke får noget igen, når man arbejder som frivillig, forklarer Ingrid:

”Jeg giver ikke et æble væk uden at få en pære,” fortæller hun med et smil. ”Fællesskabet her er som en ny familie. Jeg har det som en fisk i vandet her.” 

Når lyngen blomstrer i august 

Til spørgsmålet om hvordan det er at være blevet 90 år, svarer Ingrid:

”Hvad er alternativet?” Og det følges op med ordene: ”Vorherre trækker pludselig stikket ud.”

Ingrid er taknemmelig for at have fået to søde og hjælpsomme børn og for sit dejlige barnebarn.
Og så glæder hun sig til august. Så skal hun ud i Klosterhede Plantage og se lyngen blomstre.

”Det er fantastisk for mig. Jeg er ikke til strøgture og butikker.”