Indvielseskors
Under restaurereringen af Brøndbyvester Kirkes ringmur fandt man to indvielseskors. Indvielseskors (et kors i et cirkelslag) finder man som regel indvendigt i kirker, hvor de blev indridset og malet på væggene de steder, hvor biskoppen berørte væggen med vievand/olie under indvielsen af kirken. Som en reference til de 12 disciple vil man ofte kunne finde 12 af disse indvielseskors. I cirklens midte kan man se passerhullet, som er mærket efter passerens ben, som blev afsat i forbindelse med selve cirkelslaget.
Overraskende fund gjort under renoveringen af Brøndbyvester Kirkes ringmur
Oktober 2025
Rundt om Brøndbyvester Kirke løber en ringmur, som snart står færdigrenoveret samtidig med, at den er blevet et særligt fund rigere. De indledende øvelser til renoveringen skete tilbage i 2020, hvor menighedsrådet besluttede, at der måtte gøres noget ved ringmuren, som havde set bedre dage. Ud over renoveringen af ringmuren er også en længe ventet tilgængelighedsrampe ved at tage sin form ud for indgangen til kirken, som skal gøre det nemmere for brugere af kørestole, rollatorer og barnevogne at tilgå kirken. Man forventer, at arbejdet står færdigt sidst i oktober 2025.
”Det skulle laves ordentligt og fra bunden”
Det var et enigt menighedsråd i Brøndbyvester Sogn, som i 2020 besluttede, at ringmuren rundt om Brøndbyvester Kirke skulle restaureres. Større stræk af var muren var i meget dårlig stand med afskallet puds, skrukke og ødelagte mursten, mos og alger.
Tidligere havde man foretaget flere småreparationer af ringmuren. Men nu var tiden inde til mere end endnu en lappeløsning. Det skulle laves ordentligt, fortæller kirkegårdsleder for Brøndbyvester og Brøndbyøster Kirke Stine Arneberg, der har siddet med til de mange byggemøder, som falder hver 14. dag:
”Det skulle laves ordentligt og fra bunden. Det skulle have den helt store tur. Man kunne ikke nøjes med at lappe den.”
Planerne om at etablere en tilgængelighedsrampe til kørestolsbrugere og lignende var påbegyndt tre år tidligere, og nu skulle de også realiseres.
500 specialfremstillede munkesten fra Polen
Inden selve byggeriet kunne gå i gang, fandt et stort forarbejde sted med en masse møder, undersøgelser og godkendelser, som skulle indhentes.
D. 26. maj 2021 foretog Nationalmuseet en prøvegravning og en materialeundersøgelse, som skulle fastslå ringmurens aktuelle tilstand og de anvendte materialer. På den baggrund kunne man gå i gang med selve restaureringsarbejdet.
Det viste sig, at ringmuren var i værre stand end først antaget, og så var den hul og ikke, som man ellers troede, fuldmuret. Ud mod parkeringspladsen måtte man rive muren helt ned for at forhindre den i at kollapse. Derpå skulle den bygges op på ny med røde munkesten af samme type, som den oprindeligt var blevet bygget med. Der blev bestilt 500 specialfremstillede munkesten fra Polen til formålet.